Du er her

DF's Morten Korch-land

DF har lugtet lunten. Hvis man vil føre politik og slås om folkesjælen, skal man føre kulturpolitik. Det vidste venstrefløjen i 60’erne og 70’erne, og den satte dagsordenen med bl.a. Leif Panduro og Klaus Rifbjerg; men en offensiv kulturpolitik er glemt viden i dag på venstrefløjen.
DF’s nye kulturpolitiske kampplads er museumsbevillingerne på den kommende finanslov, og modellen er den samme som DF har haft held med de seneste år: Institutionerne og arbejdspladserne og pengene skal væk fra København og ud på landet hvor de rigtige danskere bor. Nu skal de rigtige danskere have kunst som er forankret i hjemstavnen, ikke storbylivets moderne kunst som den man møder på de store museer i Københavnsområdet på Arken, på Louisiana og i den jyske storby Århus på Aros.
Det er selvfølgelig ikke det DF siger. På bondesnu facon har DF opfundet objektive kriterier som skal dække over private præferencer: Intet museum må modtage mere end 15 mill. kr. i statsstøtte, og DF husker at trække ’solidaritetskortet’. De store skal give til de små; men der er sprække i DF’s pæne facade. Glyptoteket går fri, og det kan DF vupti! finde en god, ’objektiv’ grund til.
Vi er vant til at partierne i Folketinget slås om bevillingerne i forbindelse med finansloven. Det skræmmende her er det national-konservative kunstsyn som bærer DF: ’Folk vil ikke betale for noget de ikke kan komme i nærheden af eller forstå’, siger Alex Arendtsen som hylder Rindal i samme åndedræt. Det er et dybt reaktionært kunstsyn, en kulturel regression hvor den hedeste drøm er folkesjælens kunst uden alarmerende brud og foruroligende forestillinger og ude af trit med tiden.
Hvis man vil vide hvad det kan føre til, skal man vende blikket mod den officielle kunst i Tyskland i 1930’erne. Den kunst der viste værdiernes sammenbrud efter masseslagtningerne i skyttegravene under 1. verdenskrig som grelle farver, brudte former, forvrængede menneskeskikkelser, gru og grimhed, den fjernede og brændte nazisterne. I stedet blev museerne fyldt op med politisk dikteret kunst der skulle vise nazismens menneskesyn, til opdragelse af de rette forestillinger om den tyske nationalkarakter. På et maleri sidder bondefamilien samlet om bordet med faderen som centrum og på et andet fører den stærke bonde bag den stærke hest ploven gennem den tyske jord. Samtidigt var Tyskland en af verdens største industrinationer.
DF er selvfølgelig ikke et totalitært parti; men DF’s kulturpolitik er farlig for ifølge den skal kunst kun være til behag. I kort form kan man sige at DF’s krav om dansk filmproduktion på Fyn peger på at det bærende  kunstsyn i DF’s kulturpolitik er folkekomediens hovedingredienser bredt ud på al kunst: Folkekomedien er en filmgenre med en letfattelig handling og en enkelt komik, og de foregår ofte i genkendelige, landlige miljøer og har en forudsigelig handling. Velkommen til DF’s Morten Korch-land.

Nyhedstype: 

Tilføj kommentar

Filtered HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <br> <p>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

© 2012 Henning V. jensen