Du er her

Putin og den russiske revanchisme

”Rusland er hastig på vej mod en situation som Tyskland 1933 – Der råder et sandt hysteri i dagens Rusland med udgangspunkt i krigen i Ukraine. Vi oppositionelle er som jøderne i 1933”. Ilja Ponomarjov, Politiken, 8. april 2015

Hvis man med udgangspunkt i ovenstående citat fortsætter sammenligningen mellem Rusland og Tyskland i 1930'erne vil man se to stærke fællestræk: nationalisme og revanchisme. 

Det post-sovjetiske Ruslands politik er i dag stærkt nationalistisk og revanchistisk.

Putin kom til magten ved at blive udpeget af Boris Jeltsin, men blev senere valgt til præsident ved en række demokratisk afstemninger; grunden til Putins umiddelbare popularitet var at han evnede at rydde op i det økonomiske kaos som havde indfundet sig med Jeltsins indførelse af kapitalisme. Det var en periode præget af stærkt stigende priser, og staten og de tidligere statslige virksomheder magtede knapt nok at udbetale løn og pensioner, og aldrig til tiden, og store dele af befolkningen blev mere og mere forarmet. En lignende og langt værre forarmelse oplevede store dele af den tyske befolkning med den vanvittige inflation i årene frem til 1924. For det der skulle have været en sikker pension i alderdommen, kunne en tysker knapt købe et brød for på et tidspunkt. De oplevelser blev grobund for stærke ønsker hos store del af den tyske befolkning om orden og tryghed, og de ønsker kom Hitler og national-socialisterne i møde.

For Putin er Sovjetunionens opløsning i 1991 den største politiske tragedie i det 20. århundrede, og den tankegang danne baggrund for Putins revanchisme. Putins parti Det Forenede Ruskand har absolut flertal i Dumaen, og det flertal bruges til en lovgivning som understøtter Putins nationalistiske og revanchistiske målsætninger. Lovgivningen skal holde Putin ved magten og understøtte Putins projekt for genrejsning af det gamle Sovjetunionens magt og indflydelse. Da forfatningen hindrede Putin i at sidde på præsidentposten kontinuerligt, blev en stedfortræder, Medvedev, valgt i hans sted. I realiteten var Putin Ruslands præsident, men formelt blev forfatningen blev overholdt da Medvedev blev valgt.

Ved præsidentvalget december 2011 vandt Putin i første omgang, men valget blev et afgørende vendepunkt for ham og Rusland. Mere end 100.000 mennesker demonstrere mod valget af Putin og anklagede ham for valgsvindel, og for første gang som præsident virkede Putin rystet en kort overgang; men hans svar til oppositionen og demonstranterne var klart. Putin brugte endnu en gang sit absolutte flertal i Dumaen til antidemokratisk lovgivning, og Dumaen vedtog en række love der gjorde det vanskeligt at demonstrere offentligt i det hele taget, og som indførte meget store bøder for at gøre det uden tilladelse.

Den politiske opposition tåles, men tolereres ikke, og kritikere af Putin eller regeringen eller af de herskende meninger angribes hårdt. Fredag d. 27. februar i år blev oppositionens leder Boris Nemtsov dræbt i det centrale Moskva kort inden han skulle stå i spidsen for en demonstration mod Putin. Han er den sidste i rækken af oppositionelle der er blevet myrdet som en konsekvens af kritik af Putin. Fem tjetjenere fra Ingusjetien er blevet anholdt for mordet. Den ene har tætte forbindelser til Tjetjeniens leder Ramzan Kadyrov, Putins vasal og nære forbundsfælle i Tjetjenien. Alligevel er det svært at vide præcist hvem der stod bag, men de mange mord på oppositionelle og kritikere af Putin har primært en afskrækkende virkning, et virkemiddel Hitler også benyttede sig af.

Andre der træder op mod Putin trækkes i retten på for os i vesten svært gennemskuelige anklager og dømmes hårdt. Oligarken Mikhail Khordorkovski, på et tidspunkt den rigeste mand i Rusland og nr. 16 på Forbes liste, blev arresteret 2003 og siden anklaget for svindel og skattesvig, og han fik ni år fængsel der senere på baggrund af nye anklager om hvidvask af penge blev forlænget. Kun gennem pres fra udlandet, primært Tyskland, blev han løsladt før tid. Nogle mener at anklagerne var iværksat direkte af Putin som frygtede Khordorkovski som politisk rival. Khordorkovski havde bl.a. påpeget udbredt korruption blandt embedsmænd omkring Putin selv, og på et tidspunkt var Khordorkovski mere politisk troværdig for mange russere end Putin.

Den nationalistiske stat tåler ikke modstand hverken politisk eller mentalt. Derfor tåler den ikke en fri presse hvad Nazi-tyskland heller ikke gjorde. Derfor blev en af de første handlinger fra Putins side at opnå kontrol med væsentlige massemedier, primært tv-stationer, og Putin lovgav sig til denne kontrol.

Under Putin har de russiske massemedier udviklet sig til rene propagandakanaler. Den statsejede kanal ”Rossija” (”Rusland”) går forrest. Et af de mest sete russiske tv-programmer hedder Ugen der gik, og det sendes søndag aften i prime time. Man mener at 90% af den russiske befolkning ser programmet. Ankermanden hed Dimitri Kiseljov. Efter i en periode at have skabt sig sin tv-popularitet ved at tordne mod homoseksuelle og det dekadente Vesten, forstod han budskabet da russisk nationalisme blev det bærende element for Putin og hans magtapparat. Kiseljov har åbent erklæret at programmets formål ikke er at drive objektiv journalistik, men at propagandere for sunde værdier og russisk patriotisme. Sådan er det hele vejen rundt i de statskontrollerede medier.

Avisen Novo Gazetta, en af de få journalistisk uafhængige og oppositionelle aviser, lever under en stadig trussel om at blive lukket for at bedrive anti-russisk propaganda; men det bliver den næppe, i stedet vil magthaverne forsøge at underminere den økonomisk med fx bøder. Det er nemlig vigtigt for styret af opretholde en illusion udadtil om at der i vestlig forstand er pressefrihed i det post-sovjetiske Rusland. Der findes da også på nettet en række nyhedssites og oppositionelle bloggere, men de læses ikke meget.

En række russiske journalister lever i fare for at blive myrdet enten på statsmagtens bud eller med statsmagtens stiltiende accept. Det mest berygtede eksempel er mordet på den kvindelige journalist Anna Politkovskaja der blev likvideret foran sin opgang oktober 2006. Hendes vedholdende kritik af den russiske krig i Tjetjenien og af Putin selv blev for meget for magtapparatet. To mænd er dømt for mordet, men mange både i og uden for Rusland opfatter rettergangen som en skueproces. Andre journalister er blevet gennembanket at ukendte gerningsmænd. De træk kendes også fra Nazi-tyskland.

Internationalt er Rusland og Putin mediemæssigt gået i offensiven for lang tid siden. Det begyndte med tv-stationen ”RT”, ”Russia Today”, der sender på engelsk, arabisk og en række andre sprog. Det er ikke nyhedsformidling og analyser i vestlig forstand. Jeg har set forskellige programmer fra RT på et hotel i Warszawa. Fire indbudte gæster og studieværten diskuterede omvæltningen i Kijev og konsekvenserne. Studieværten og de fire indbudte eksperter var ved at falde over hinandens ben for at bekræfte at det var et fascistisk kup iscenesat af USA. Et andet indslag handlede om en demonstration mod Angela Merkel i Berlin mod EU's sanktioner over for Rusland. Selv et ikke særligt trænet øje kunne se at det var en meget lille demonstration, og jeg fik en mistanke om at den måske var iscenesat for at ”RT” kunne bringe nyheden om uenighed i Vesten. Intet af det var objektiv eller kritisk journalistik.

Det seneste skud på stammen er nyhedsbureauet ”Sputnik” der har over 30 radiostationer over hele verden og en hjemmeside. Chefen er den ovenfor omtalte Dmitri Kiseljov, og bureauets hovedopgave er at imødegå Vestens aggressive propaganda om Rusland som det hedder, og at sprede Ruslands syn på international politik.

I den løbende propagandakrig er ønsket fra de baltiske lande og Ukraine om støtte til en tv-kanal der kan nå russisksprogede indbyggere i de baltiske lande og russisktalende mindretal i og uden for Rusland meget velbegrundet. Krigen om hvor Ruslands grænser skal gå er også en informations- eller propagandakrig. Også på dette punkt ligner det nuværende Rusland Nazi-tyskland i 1930'erne. Magthaverne i Rusland mener ikke at borgerne har brug for oplysning og informationer, men for propaganda i den højere sags tjeneste, Ruslands revanche.

Som Nazi-tyskland havde sin Hitler, har Rusland sin Putin, og vi finder den samme persondyrkelse. I dag omkring Putin i en mere raffineret form selvfølgelig – på en gang er han fjern og nær. Putin vandrende ad lange gange i paladser med æresvagt på vej mod talerstolen applauderet hele vejen som landets leder. Den alvorlige og energiske statsmand der er optaget af Ruslands nye strålende fremtid. Den geniale præsident som med sin handlekraft kan lamme Vesten og hente Krim hjem til fædrelandet. Putin som den statsleder de andre regeringsledere må rejse til hvis de vil i dialog med ham. Angela Merkel og Francois Hollande måtte til Moska for at forhandle om en våbenhvile i Ukraine; i andre situationer Putin som tsaren som arbejderne og deres koner bønfalder om at komme dem til hjælp når oligarken vil lukke aluminiumsfabrikken eller som den sidste udvej når borgmesteren i en større provinsby ikke udbetaler pensionerne til de ældre borgere.

Men også Putin som en rigtig mand uden bløde punkter. Han dyrker judo, han tilbringer sin fritid i naturen med at fiske, og han dykker efter antikke skatte på havets bund. En moderne iscenesættelse af lederen i overensstemmelse med den national-konservative ideologi i sin dyrkelse af de polære kønsroller.

Den russisk-ortodokse kirke blev hurtig en naturlig allieret for Putin, og Putin og kirken kører benhårdt det fælles national-konservative projekt. Symbolsk kan det ses i den nyopførte Domkirke, Frelseren Kristus Katedralen, i Moskva. Det et er tradition at alle står op under den russisk-ortodokse gudstjeneste, men i domkirken er der to stole hvor to personer kan sidde ned. Den ene er til kirkens patriark, den anden er til Putin. I det perspektiv kunne Pussy Riot ikke have valgt et bedre sted for deres bøn om at slippe af med Putin end netop Domkirken. Her løb de to mægtigste interesser i det ny-nationale Rusland sammen. Straffen blev også derefter.

Som Hitler sikrede sig de olympiske lege 1936 som udstillingsvindue for nationalsocialismen, har Putin været i stand til at trække nogle af de største sportsbegivenheder i verden til Rusland. Vinterolympiaden i Sosji blev den hidtil dyreste. 50 milliarder dollars, men fra et russisk synspunkt er pengene givet godt ud. Vinterolympiaden ikke bare boostede den russiske nationalisme gennem den store medaljehøst, men den samlede også den russiske befolkning i national stolthed over at åbnings- og afslutningsceremonierne kunne imponere verden. Putin har forstået som andre totalitære ledere at store sportsbegivenheder er politik, og helt aktuelt blev de olympiske lege og de paraolympiske lege den mentale baggrund for annekteringen af Krim der fandt sted to dage efter afslutningsceremonien.

Det var primært efter demonstrationerne i 2011 at Putin for alvor spillede det nationalistiske kort politisk sådan som mange andre trængte politikere har gjort det før. For fuldt at forstå hvad russisk nationalisme er, må man forsøge at forstå hvad det betyder for en russer af være russer, og må man i generelle vendinger forsøge at beskrive en side af russisk selvforståelse som det kan være svær at kapere for en ikke-russer.

For en russer er en russer og Rusland noget ganske særligt. Det må have at gøre med Ruslands placering og udstrækning i forhold til Europa og Asien. Rusland er geografisk en del af Europa, men det er det ikke mentalt, mentalt er Rusland også en del af Asien. For to år siden erklærede den russiske kulturminister fx at Rusland er ikke en del af Europa. Måske hænger det sammen med at 1700-tallets oplysningstid aldrig blev en del af russisk mentalhistorie. Katharina II var under indflydelse af oplysningstidens tanker, og hun søgte at virke på det russiske samfund som en oplyst monark, men fra det øjeblik hun var væk, rullede den russiske adel og den russisk-ortodokse kirke det meste tilbage.

Gennem tiderne virker det russiske samfundsstruktur præget af despotiske fyrster og et despotisk system af undertrykkelse trin for trin ned gennem samfundet. Den enevældige tsar blev afløst af nye despoter som Lenin og Stalin, men altid med en privilegeret overklasse der på et tidspunkt var adelen på et andet tidspunkt var det kommunistiske partis højere funktionærer. Det har den russiske befolkning aldrig været i stand til at gøre op med.

Et andet vigtigt træk ved den russiske selvforståelse er den russisk-ortodokse kirkes opfattelse af den rolle den skal spille ikke blot i det kristne Rusland, men i hele den kristne verden. Den russisk-ortodokse kirke er det 3. Rom. Efter at den græsk-ordokse kirke i Byzans – det 2. Rom - måtte overgive sig til osmannerne og islam, overlevede kristenheden kun takket været den russisk-ortodokse kirke, og dermed faldt ansvaret for at kristne hele verden og frelse den på kirken i Rusland.

Endelig kommer den russiske opfattelse af det russiske sprog. Det russiske sprog er unikt lige som det på unik måde afspejlet den russiske folkesjæl, mener en russer.

Ret beset ligner de dele af den russiske selvforståelse mange andre nationers – Gud, konge/tsar og fædreland og sprog; men når den nationale egenart i Rusland som i Tyskland i 1930'erne ophøjes til det bærende element i en stats politik indadtil og udadtil bliver det farligt. Og derfor er Putins Rusland farligt nu. Det forstår man hvis man ser på et kort over Ruslands grænser.

Lige som den tyske nationalsocialistiske nationalisme mente sig i sin gode ret til at kunne gøre krav på landområder i andre stater hvor borgerne talte tysk, mener Putin sig i sin gode ret til at kræve de landområder lagt ind under russisk indflydelse hvor borgerne taler russisk. Det har han i praktisk handlen gjort gældende i annekteringen af Krim og omkring området Transnistrien i Moldova og det østlige Ukraine omkring byerne Donetsk og Lugansk og måske snart også i det nordlige Kasakhstan hvor der findes et stort russisktalende befolkningsgruppe og måske også i de baltiske lande.

Annekteringen af Krim hviler på et rent nationalistisk russisk grundlag, og de russisksprogede valgplakater der blev hængt op i forbindelse med den hurtigt arrangerede folkeafstemning, argumenterede for tilslutning til Rusland med slogans som Hjem til moderlandet. Men det var rent pro forma, Rusland havde besat dele af en anden suveræn stats landområde og de facto erobret det. Og Putin og Lavrov løj igen om forløbet og var i øvrigt ligeglade med de internationale protester, for på hjemmefronten skabte Putin en nationalistisk begejstring som fik hans dalende popularitet til at vokse igen. Nationalisme som vejen til at konsolidere magten havde endnu en gang vist sig yderst brugbar.

I disse konflikter benytter Putin sig som i sin tid Hitler gjorde det, skamløst af løgnen som et legitimt våben i den politiske kamp. Der er talrige konkrete beviser på at det er regulære russiske tropper der kæmper separatisternes kamp mod den ukrainske hær. Det er fx vurderingen at kun trænede soldater kan betjene de russiske missilsystemer som separatisterne anvender. Danske bekendte med russiske venner i bl.a. Skt. Petersborg kan fortælle om telefonopringninger til tidligere soldater med tilbud om lukrative kontrakter hvis de vil tage til Ukraine og kæmpe på separatisternes side. Russiske mødre der er organiseret i soldatermødregrupper, kan fortælle om hvordan de trues til at tie om at deres sønner er blevet såret eller dræbt i det østlige Ukraine, og uafhængige medier i Rusland og Ukraine kan interviewe unge mænd der som medlemmer af en regulær russisk panserbataljon har kæmpet om byen Debaltseve efter at våbenhvilen var indgået. Men Putin og hans udenrigsminister Sergej Lavrov kan uden at blinke lyve om disse fakta og benægte dem.

Annekteringen af Krim og konflikten i det østlige Ukraine kan også ses i det revanchistiske perspektiv. Sovjetunionens geografiske udstrækning skal forsøges genetableret. Putins politik omkring skabelsen af Den eurasiske økonomiske union med tidligere Sovjetrepublikker som medlemmer, Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, og måske også med Armenien, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan er et fredeligt forsøg på en sådan genetablering. Her skulle Ukraine have været kronjuvelen, men opstanden på Majdan og fordrivelsen af Janukovitj forpurrede det, og det blev et politisk nederlag for Putin. Det skal revancheres med støtten til separatisterne i det østlige Ukraine.

Den stat der har valgt nationalismens vej, er hensynsløs i sin forfølgelse af sine nationalistiske mål, det viste Hitlers Tyskland, og det viser Putins Rusland. Over for en sådan hensynsløs politik virker de demokratiske stater og institutioner altid umiddelbart tøvende og svage. Men det er trods mange modstridende nationale interesser lykkedes EU at samles om sanktioner mod Rusland, og sanktionerne er præcise og intelligente; EUønsker ikke at ramme den russiske befolkning, men de russiske ledere ved at indfryse deres bankkonti, men selvfølgelig rammer man den menige russer alligevel når man lukker for kreditter i Vesten og sætter russisk økonomi på stand by. Paradoksalt nok er det de russiske modsanktioner over for EU der ramme den russiske befolkning hårdest når den ikke kan købe landbrugsprodukter og frugt og grønt fra EU.

Men mærkeligt nok er det ikke EU's udenrigsminister Federica Mogherini der har ført forhandlingerne med Putin om våbenhvilen og implementeringen af Minsk-aftalen, men to repræsentanter for to af de største EU lande, nemlig Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Francois Hollande. Måske er Putins strategi den at lade lederne i EU forstå at Putin ikke ville respektere EU's udenrigschef som han betragter som ikke-national.

I forhold til den eftergivne politik som de europæiske stormagter førte over for Hitler indtil angrebet på Polen 1. september 1939, har EU og Nato reageret langt mere viljefast. Det har haft en effekt på Moskva. I sidste ende er det måske kun Nato's store militære styrke der afholder Putin og Rusland fra nye forsøg på at hente russisktalende mindretal i andre suveræne stater i Europa hjem til Moder Rusland.

Ligesom vi i Vesten har en række valg i forhold til Rusland, har Putin og Rusland en række valgmuligheder i forhold til os. Et rationelt valg i forhold til Vesten og verden af i dag for Rusland og Putin ville være en accept af tabet af tidligere tiders stormagtsstatus. En garanteret smertelig proces; men den har fx England været igennem, og nu er det Ruslands tur. Ved siden af det har Rusland et andet valg, nemlig at vælge økonomisk og politisk integration i Europa i stedet for at insistere på det modsatte, fastholdelsen af drømmene om det hedengangne russiske imperium.

Men med Putin og kredsen omkring ham ved magten i Rusland bliver det næppe de valg der træffes. Russisk nationalisme et det kortsigtede, irrationelle valg de nuværende magthavere har truffet, og det er truffet med et eneste mål. Det skal holde Putin og hans klike ved magten ved at holde den russiske befolkning optaget af krænkelser og paranoia og ved stemple al opposition mod Putin som 5. kolonne. Set herfra er de valg en stor synd mod den russiske befolkning.

 

 

 

Medie: 
Nyhedstype: 

Tilføj kommentar

Filtered HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <br> <p>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

© 2012 Henning V. jensen