Du er her

Skævvredet argumentation for det muslimske tørklæde

Hovedargumentet i Safia Aoudes artikel om tørklædet er at tørklædet ikke er et religiøst eller politisk symbol; senere i artiklen trækkes pointen skarpere op, og det er her at man mærker hensigten. Tørklædet skal sekulariseres og afmystificeres som en beklædningsgenstand på lige fod med et par bukser eller en jakke. Tørklædet er bare et tørklæde, skriver Safia Aoude, selv om det især er muslimske kvinder der bærer det. At det har et religiøst eller symbolsk indhold er bare noget intolerante og dumme danskere tror; men hvis det forholder sig sådan med tørklædet, så forstår jeg ikke hvorfor det er muslimske organisationer der skal vedkende sig et borgerrettighedsansvar og stille skarpt på den fordomsfulde adfærd over for muslimske kvinder. Hermed undermineres den ellers veltilrettelagte argumentation som skal gøre tørklædet til blufærdige kvinders værn mod ublufærdige blikke i det offentlige rum.

I Danmark er eller opleves det tørklæde som af muslimske kvinder sættes på en særlig måde, af mange som et religiøst, kulturelt og måske også politisk symbol – lige som de personer der bærer en særlig kalot signalerer et tilhørsforhold til jødedommen, og korset om halsen signalerer kristendom eller en dårlig vane. I et gennemsekulariseret samfund som det danske kan disse symboler godt virke provokerende, stødende og tåbelige. Det aspekt overser Safia Aoude fuldstændigt fordi hendes egen baggrund er religiøs. Men hun har fanget noget, forstået at et forsvar for tørklædet skal være verdsligt, ikke religiøst.

Hvis hovedsigtet med tørklædet er beskyttelse af bærerens blufærdighed, findes der en lang række andre beklædningsgenstande som vil kunne opfylde det samme formål; men de bliver ikke brugt. Og de hovedbeklædninger bliver ikke brugt fordi tørklædet i den form vi møder det, er religiøst og kulturelt funderet i et muslimsk miljø lige som grænserne for blufærdighed er religiøst og kulturelt funderet. Tørklædet signalerer: jeg er ikke bare en pæn pige, jeg er en pæn, muslimsk pige. Men så er det at jeg spørger mig selv, hvorfor skal jeg vide det?

 

Nyhedstype: 

Tilføj kommentar

Filtered HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <br> <p>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

© 2012 Henning V. jensen