Du er her

Spies & Glistrup - en film på kant med sandheden

Spies & Glistrup - en film på kant med sandheden

Biopics – en problematisk genre

I biopics støder fiktionens krav om stigende spændingskurve, producenten og instruktørens jagt på spektakulære hændelser, at filmen skal sælge billetter ofte sammen med biografiske fakta. Det man kan kalde den biografiske sandhed om filmens hovedperson og/eller hovedpersoner. Det er Christoffer Boes ”Spies og Glistrup” et godt eksempel på.

Det gør genren meget problematisk. Selvfølgelig kan man diskutere hvad virkeligheden er, og hvem den er virkelighed for, og det samme gælder sandheden. Begge begreber er i de seneste år blevet politiseret og dermed relativeret; men når Jørgen Glistrup, Glistrups søn, kan påpege at filmens dramatiske højdepunkt hvor Glistrup rasende dukker op hos Spies, og venskabet slutter, er i direkte modstrid med de faktiske forhold, så er filmen ”Spies og Glistrup” uvederhæftig. Selv om filmen om Spies og Glistrup åbner med teksten ”Baseret på virkelige hændelser – og en del uvirkelige”, så må det efter tankestregen ikke kunne være alibi for at der indgår en begivenhed i filmen som er i direkte modstrid med fakta.

Det misliebige ved genren biopics er tvetydigheden. På den ene side handler filmene om virkelige personer, på den anden side er de fiktion. På trods af kontrakten med tilskueren er situationen i biografen tvetydig for det er ikke til at se hvornår det er den virkelige person, og hvornår det er den fiktive der optræder på lærredet. I tilfældet ”Spies & Glistrup” kan man tilsyneladende gå ud af biografen med den opfattelse at deres venskab sluttede brat fordi Simon Spies faldt Glistrup i ryggen. Men det er jo løgn. Det kan  producent og instruktør åbenbart slippe af sted med fordi filmen som hovedgenre er kategoriseret som fiktion. Det forstår jeg ikke selv om jeg godt ved hvad ordet 'fiktion' betyder: 'opdigtet' ; men dybest set forstår jeg ikke at man som producent og instruktør ikke respekterer det sted hvor fiktionen må slutte fordi virkeligheden rummer en faktuel sandhed som ikke passer ind i filmen.

Men det virkeligt problematiske ved biopics er at de enten gør vores fælles historiske bevidsthed vakkelvorn og usikker eller i værste fald skaber historieforfalskning når producent og instruktør for fortællingens skyld omgås den historiske sandhed lemfældigt. Det er selvfølgeligt ikke så farligt i tilfældet Spies og Glistrup, men det kan blive det hvis det billede fx ”Der Untergang” tegner af Adolf Hitler er i modstrid med fakta. I en tid hvor politikere og organisationer ser en interesse i at relativere og subjektivere fakta, har vi som borgere der skal handle politisk på faktuel og sand viden, ikke råd til at den ene biopic efter den anden omgås historiske fakta uvederhæftigt.

Et skræmmende eksempel på statssanktioneret uvederhæftighed i biopics-genren får vi tilsyneladende 2015 når en film om komponisten Tjajkovskij får premiere i Rusland. For at tækkes Putins forestillinger om det russiske folks renhed vil filmen overhovedet ikke komme ind på komponistens homoseksualitet. Efter filmens premiere vil flere millioner russere gå rundt med den opfattelse at en hver omtale af Tjajkovskijs homoseksualitet er decadent og ondsindet vestlig sladder som sigter på at skade Ruslands image. Men Tjajkovskij var homoseksuel, så filmens fremstilling af ham vil være løgnagtig og uvederhæftig selv hvis de også derovre vælger at kalde filmen for fiktion baseret på virkelige hændelser.

 

 

 

Tilføj kommentar

Filtered HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <br> <p>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

© 2012 Henning V. jensen